Kontrolstof personvogn (B)

Herunder ses en skematisk gennemgang af de kontrolpunkter, du må forvente at skulle kontrollere såvel under uddannelsen som ved prøven og efterfølgende ved den normale brug af køretøjet.

**********Indretning & udstyr**********

BETJENINGSUDSTYR

– Kontakt til ratlås, tænding, elektrisk starter, rudevisker og

-vasker, horn, tilladte og påbudte lygter, varme- og ventilationsanlæg, el-bagrude samt betjeningsanordning for spejlindstilling.

– Pedal til kobling, bremser, speeder.

– Gearstang og herunder gearenes placering betjeningsanordning for parkeringsbremsen og rat.

– Sikkerhedsselens fastgørelsespunkter og lås.

– Betjeningsanordning til åbning af motorhjelm og tankdæksel.

– Påfyldningsdæksel for motorolie, kølervæske, sprinklervæske og eventuelt olie til servostyring.

**********INSTRUMENTER OG KONTROLLYS**********

– Speedometer og temperaturmåler.

– Kontrol for olietryk, elektrisk strøm, dørlukning, lys i lygter, herunder blinklys, parkeringsbremse, ABS-bremser, ESC, motorlampe og evt. kontrollys for airbags samt fejl i bremsesystemet.

**********STYREAPPARAT KONTROL**********

– Der må normalt ikke være ratslør. Dette kontrolleres ved at hjulene straks følger rattets bevægelser (i biler med servostyring foretages kontrollen med startet motor).

– Servobeholderens væskestand skal følge bilfabrikantens forskrifter. Dette kontrolleres enten ved at væskestanden er mellem min.- og max.- mærket eller ved at kontrollampen herfor ikke er tændt.

**********BREMSER KONTROL**********

– Bremsepedalen må ikke kunne trædes i bund, når der trædes hårdt på pedalen. Pedalvandringen er i øvrigt afhængig af bilfabrikatet.

– Bremsepedalen må ikke synke, mens den holdes nedtrådt ved konstant tryk.

– Ved bremser med vakuumforstærker skal bremsepedalen (efter trykudligningen) dog synke et lille stykke, mens den holdes nedtrådt, og motoren derpå startes.

– Bremsevæskestanden skal være mellem min.- og max.- mærket. eller ved, at kontrollampen ikke er tændt.

**********LYGTER**********

– Alle lygter og reflekser skal være hele og rene, og alle lygter skal kunne lyse.

– Nærlyset må ikke blænde (bedømt på, at overkanten af lysgrænsen falder 1 cm pr. m).

– Stoplygterne skal give væsentligt kraftigere lys end baglygterne.

– Blinklygterne skal blinke med gult lys, der tydeligt kan ses i sollys. ( hvis væsentligt hurtigere end sædvanligt, er det normalt tegn på defekt pære)

– Havariblinket skal kunne tænde alle blinklygter samtidig.

– Nummerpladelygter skal have hvidt lys, der kan belyse den bageste nummerplade,

– Lygter i et lygtepar skal have ens farve og lysstyrke.

– Hornet skal have en klar, konstant tone.

**********MOTOR OG UDSTØDNING**********

– Motoren må ikke udvikle unødig røg og støj.

– Udstødningssystemet skal være tæt og sidde fast.

– Motorolie skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde, aflæst på oliepindens max. og min.-mærker eller instruktionsbogens anvisninger.

– Kølervæske skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde bedømt efter instruktionsbogens anvisninger.

**********BÆRENDE DELE**********

– Dæk skal have mindst1,6 mm dybde i hovedmønstret på alle hjul, evt. bedømt ved slidindikator.

– Dæk og fælge skal være ubeskadigede

– Støddæmpere skal være virksomme ved alle hjul, bedømt ved, at bilen straks går i ro efter en kraftig påvirkning af støddæmperne.

– Evt. retningsbestemt dæk skal være monteret i korrekt omløbsretning.

**********SÆRLIGT UDSTYR**********

– Sprinklervæske skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde.